Kvindelig iransk fodbolddommer smed sin hijab og viste ben, flygtede – og endte i dansk fængsel. »Burde aldrig være sket«

Hun må være ét af de modigste mennesker i verden, Mahsa Ghorbani, tænk dog, at hun turde sætte sig åbent op mod et af de mest fjendske og farlige regimer på kloden, det iranske, men det gjorde hun, og nu sidder hun her, i retssal 18 i Københavns Byret, under seks PH-lamper og med det blege vinterlys ind ad vinduet, hun ser så frygteligt fortvivlet ud. Hun ligner én, der har grædt siden jul, og det har hun nok også, øjnene er røde, ansigtet svulmet, udtryksløst, hun nærer vist ikke flere illusioner om noget godt, i hånden knuger hun en gennembrugt serviet, hun tager nye på dommerens bord. Hun ligner det, hun gerne vil være, en helt almindelig, sekulær kvinde; hun er iført en strikket kort sweater, et strejf af maveskind, håret er frit, blå jeans og hvide Adidas-sko. Vil ende dårligt Alle, der kigger på hende, må føle den samme isnende fortvivlelse, for uanset hvordan denne retssag – hun er tiltalt for at have brugt en forfalsket opholdstilladelse i Københavns Lufthavn – vil ende, vil den ende dårligt. Vreden, følelsen af uretfærdighed, forbliver dog adresseløs, for på sin vis virker det, som om alle har gjort, hvad de skulle, gjort deres bedste, det rigtige – Mahsa Ghorbani selv, anklageren Abdullah Najem, fra Københavns Politi, ihærdig, velforberedt, han har skrevet det hele ned på forhånd. Hendes advokat Daniel Rosenkilde, selvfølgelig, de to politifolk, pæne unge mænd, der følger hende på toilettet og undgår at virke bryske, men det er svært med deres skudsikre veste, håndjern, tåregas, pistoler og strips; tolken, der selv flygtede fra Iran i 1984, for 40 år siden, og dommeren, Martin Melchior, der med sin ubegribeligt bløde stemme og korrekte udtale virker som en hypnotiserende kraft af ro og betryggelse. Alt virker … ordentligt, og det er mærkeligt, når alt virker forkert. Forhistorien: Mahsa Ghorbani er født og opvokset i Iran. Hun er 36 år. I 2017 blev hun af den internationale fodboldorganisation FIFA udpeget som international dommer, og i 2024 blev hun den første kvindelige iranske dommer, der skulle dømme en international herrekamp. Hun blev mere og mere kendt, og det udnyttede hun til at udfordre præstestyrets strikse regler for påklædning. Bare arme, bare ben, i hvert fald lidt, når hun dømte, tørklædet ikke helt væk, men ned om halsen, selv insisterede hun blot på at gå klædt i præcis den officielle FIFA-uniform, som andre kvindelige fodbolddommere bærer over hele kloden. Bare ben, bare arme ... Hun fortalte, at hun drømte om at dømme en stor international kamp, klædt normalt, som i Vesten, bare ben, bare arme, ingen hijab, men hendes adfærd vakte i stigende grad præstestyrets vrede. Hun har til medier fortalt, at hun var tæt på at blive dommer under VM i 2022, det lykkedes ikke. Men i 2024 blev hun udpeget som VAR-dommer ved det legendariske opgør mellem de to Teheran-hovedstadsklubber Esteghlal og Persepolis, måske det vigtigste topopgør i Asien – men, har hun fortalt, kort tid efter blev hun »kontaktet af personer, hun ikke kendte«, først sikkerhedsfolk fra det iranske fodboldforbund, siden ministeriet for sport, der mente, at det nok var bedst, at hun ikke påtog sig opgaven. 48 timer før kampen skulle spilles, blev hun af det iranske fodboldforbund fjernet fra listen over dommere, og hun har fortalt, hvordan hun af folk fra »sportsministeriet« blev truet, først skulle hun erklære sig psykisk syg, og siden blev hun truet med, at hun kunne komme ud for et biluheld, og syreangreb. I november 2024 flygtede hun ud af Iran, af frygt for sit liv, først til Tyrkiet, hvor hun – og det skulle senere blev sagens kerne – skaffede sig en visering til ophold i Schengenområdet, der imidlertid var falsk – tog via Schweiz, Frankrig og Sverige til Danmark, hvor hun skulle boarde Norwegian afgang D83502 fra København mod Edinburgh, Skotland, 23. december 2024, klokken 09.10. Og hvorfor Skotland? »De taler engelsk, og det gør jeg også, og de er gode til fodbold,« forklarede hun i retten fredag. Anbragt i Vestre Fængsel Sådan gik det aldrig, i udrejsekontrollen i Københavns Lufthavn traf hun kontrolløren Tina, der passede sit job, afslørede det tyske visum som et falsum, den iranske dommer blev anholdt, varetægtsfængslet og anbragt i Vestre Fængsel, og selvom Vestre ikke er Iran, er det ikke rart. Hun taler ikke sproget, havde aldrig været i Danmark, og sad nu dér, i en fængselscelle, sigtet for dokumentfalsk, helt alene. Hun var så tæt på et liv i frihed, ingen andre i Europa havde opdaget den falske visering, hun var næsten ombord på flyet til Skotland, hvor hun ville søge asyl, men så mødte hun Tina, som Mahsa Ghorbanis advokat kaldte »emsig«, for havde det ikke været for udrejsekontrollen, var det gigantiske menageri med dommere, anklager, advokater, dokumentundersøgelser, afhøringer, varetægtsfængsling, tolk og to gange politifolk, der skulle bruge et dagsværk på at bevogte den spinkle kvinde, sparet, og hun havde været i Skotland. Og ja, det hele forekommer så ubegribeligt meningsløst, uretfærdigt, og hvorfor kunne Tina bare ikke lade hende slippe … Klippe af korrekthed Men selvfølgelig kunne hun ikke det, og det forstod man, da hun tog plads i vidneskranken, hun lignede en sød mormor, en klippe af korrekthed, og hun fortalte, hvad der skete: Mahsa Ghorbani var kommet frem mod kontrollen, den sidste inden flyet ud af Schengen, mod Storbritannien; hun havde rakt Tina sit pas, der havde scannet det. Passet var ægte. Så fandt hun den tyske opholdstilladelse. »Så scannede jeg den, og maskinen lyste gult, som en advarsel, et hit. Jeg troede, det var en fejl, og scannede den igen, men den sagde det samme.« Så kom politiet, Mahsa Ghorbani blev anholdt og sigtet for dokumentfalsk, og Tina så ikke mere til hende. Forklaringen varede kun få minutter, men Tina, der fik stoppet Mahsa Ghorbanis flugt, leverede også det vidneudsagn, der fredag fik hende frifundet for dokumentfalsk: Ghorbani virkede slet ikke nervøs, tværtimod helt normal, hvilket ikke talte for, at hun vidste, at viseringen var falsk, ganske som hun havde forklaret. Og den falske visering var lavet så godt, at Tina ikke kunne se det, faktisk troede hun, at maskinen tog fejl, så hvordan skulle Ghorbani have opdaget det? »Sympati og empati« Anklageren Abdulla Najem så en kende rystet ud over det vidneudsagn, men gjorde sit arbejde, af og til var hans spørgsmål ikke klare nok, som dommer Melchior køligt påpegede, men han havde forberedt sig godt, kopieret andre domme og sagde, da han skulle argumentere for, at den iranske dommer måtte dømmes for dokumentfalsk, at han havde »al mulig sympati og empati« for Mahsa Ghorbanis situation. Men det her »handler om jura; hun måtte have vidst, at den visering, hun havde skaffet sig i Tyrkiet og betalt mange penge for, var falsk«, og hendes forklaring om, at det i Iran var normalt at lade »agenter« klare rejsedokumenter, holdt ikke, der stod »Botschaft« – ambassade – i viseringen, og havde hun været på den tyske ambassade, og var der måske også en uklarhed i den forklaring, hun tidligere havde givet? Mahsa Ghorbanis forsvarer var hun heldig med, den høje, ranglede mand Daniel Rosenkilde, der lignede en forstander på en britisk kostskole, var tilfældigvis på vagt, da hun blev fremstillet i grundlovsforhør juleaftensdag i København, og han har fulgt sagen siden da, fordi han, og det gentog han, havde en »stærk følelse af uretfærdighed«. Uden mimik, uden nogen udbrud, med lavmælt stemme, argumenterede han for, at der ikke var ført noget bevis for dokumentfalsk; Mahsa Ghorbani havde ikke vidst, at dokumentet var falsk, og havde ikke engang brugt det, men blot givet paskontrolløren sit – ægte – pas. Og så sagde han, at dette – anholdelse, indespærring – havde været Mahsa Ghorbanis »første møde med Danmark«, han havde »sympati« med kvinden, der kæmpede for iranske kvinders frihed, og hele sagen fyldte ham »med en stor følelse af uretfærdighed«. »Det burde aldrig være kommet hertil« Ghorbani selv fortalte lavmælt, at hun havde siddet under »ordentlige forhold« i Vestre Fængsel, og at »vagterne havde behandlet hende pænt«, men hun havde aldrig været i fængsel før, og hun havde »følt sig presset rent psykisk«, også fordi hendes mor hjemme i Iran var blevet syg, da hun hørte om datterens indespærring. 12.45, cirka, med et kvarters forsinkelse, kom Martin Melchior, dommeren, sammen med de to domsmænd frem fra baglokalet, alle rejste sig, som man gør i respekt for retten, alle blev stående, mens dommen blev afsagt, hun blev frifundet, beviserne var ikke stærke nok, alle tre dommere var enige, hun smilede og virkede glad, men glæden er kort. Hun var uskyldig, men har allerede siddet 39 dage i en fængselscelle, nu overføres hun til asylcenter Sandholm, mens hendes ansøgning om asyl, som hun var nødt til at indgive ved anholdelsen, behandles. Den gennemsnitlige sagsbehandlingstid er otte måneder. Advokat Daniel Rosenkilde får det sidste ord: »Det burde aldrig være kommet hertil. Hun burde ikke være fremstillet i grundlovsforhør. Hun burde ikke have været fængslet. Østre Landsret burde ikke have stadfæstet fængslingen. Endelig skulle der aldrig være rejst tiltale, sagen skulle være afsluttet, især efter blotlægningen af Mahsas historie. Hun er flygtning og burde først være behandlet som sådan, frem for som mistænkt.« https://www.berlingske.dk/indland/kvindelig-iransk-fodbolddommer-smed-sin-hijab-og-viste-ben-flygtede-og